2015 blev et år, hvor fronterne i den offentlige debat blev trukket skarpt op,  også – hvis ikke især – på de sociale medier. Enten er man en naiv multikulturel jubeloptimist, eller også er man en dæmoniserende, nationalistisk menneskehader. Og erklærer man sig som stærk EU-tilhænger, er man samtidig udråbt som pengestyret bureaukrat og demokratihader. Omvendt er man som erklæret EU-skeptiker en indskrænket og smånarcissistisk andedamsromantiker.

Hjælper man mennesker i nød, er man en del af godhedsindustrien og gør det kun for at fremhæve sig selv. Og hjælper man ikke mennesker i nød, er det helt sikkert fordi, man er et dårligt menneske uden hjerte, øjne og ører.

Er man blå, er man sort, og er man rød, er man også helt sort – bare på en anden måde.

Jeg ved ikke med jer, men jeg er træt af at læse dagens svinere fra den ene dansker til den anden. I går læste jeg Politiken, i dag har jeg læst Jyllands-Posten. Og der står uafgjort i evnen til at fremstille “de andre”, være det sig andre danskere eller udlændinge, eller bare nogen, der mener noget andet end en selv, som tåber og ignoranter.

Jeg håber, at 2016 bliver året, hvor vi begynder på samtalen igen. Godt nytår.