Ærlighedens vogter

INTERVIEW: Kim Larsens musik finder vej ind i den danske folkekirke. Han vil gerne styrke sin tro på Gud – også gennem musikken, som han mener, er den udtryksmåde, der rammer sjælen renest.

AF RASMUS GADE
Kristeligt Dagblad, lørdag 19. oktober 1996
Foto: Lars Chr. Wamberg

Nogle påstår, at han både ryger og drikker, så det halve kunne være nok. At han bander og svovler. At han er åbenmundet og direkte flabet.

Og det skal såmænd nok være rigtigt, det meste af det. Alligevel elsker danskerne ham. For han er jo Kim Larsen. Han kan virke ualmindeligt øretæveindbydende, men han undslipper som oftest de værste tærsk.

Måske lige bortset fra dronning Margrethe er der nemlig ikke ret mange danskere, der er så danske som ham. Kim Larsen er en slags familiemedlem for de fleste af os. Og vi nøjes ikke længere med at sætte ham på stereoanlægget, når naboerne indtager baghaven under den årlige sommerfest på villavejen.

I de seneste år er vi begyndt at invitere ham indenfor i vores tilværelses allermest private – ofte religiøse eller rituelle – stunder. Når familien skal fejres, eller når nogen dør. “Susan Himmelblå” synges til konfirmationen. “Om lidt blir her stille” til begravelsen. For blot at nævne to af de mest populære Kim Larsen-sange, som i dag har fundet vej ind i den danske kirke.

Er den gamle storbyrod ved at blive kirkelig?

Kristeligt Dagblad satte hele Danmarks Kim Larsen stævne på Lørups Vinstue midt i Odense. Midt i H. C. Andersen-kvarteret, hvor han nu bor.

– Jeg har aldrig snakket med Kristeligt Dagblad før. Jeg vidste slet ikke, at det eksisterede længere.

Vi er lige fyldt 100 år.

– Jamen, så siger jeg hjerteligt til lykke. Jeg skal nok prøve at snakke ordentligt, siden det nu er jer.

Kim Larsen tager en tår af sin Tuborg Super Light, tænder en cigaret og venter – med en vis højtid – på det første spørgsmål. Han har overvejet det et stykke tid, før han har sagt ja til interviewet. De fleste tanker og overvejelser, der ligger bag hans tekster, holder han normalt for sig selv – i lønkammeret. Måske fordi han har et råt image at tage hensyn til. Eller måske er Kim Larsen i virkeligheden en lille smule genert.

Du må kunne fortælle os, hvad vi kan bruge musikken til i livets store øjeblikke?

– Musikken er jo den eneste kunstart, hvis vi kan kalde den det, som er usynlig. Alle andre kunstarter kan du jo se eller røre ved. Musikken er usynlig. Derfor har den noget med sjælen og ånden, som også er usynlige, at gøre.

– Jeg tror, at musik er den udtryksmåde, der rammer sjælen renest. Hvis altså musikken er god og sjælen også. Vejen til sjælen går gennem øret, tror jeg. Jeg vil hellere være blind end døv, hvis jeg skulle vælge. Men nu er jeg jo også musiker.

Hvor bevidst er du om, hvad din musik skal bruges til?

– Det er jeg overhovedet ikke bevidst om. Der har jeg aldrig været. Og hvis jeg prøver, så kan jeg ikke lave det. For mig er det gode ved musik, at det kræver en uskyldighed i sjælen at lave det. Ellers kan jeg slet ikke.

– Hvis jeg bliver for beregnende, så bliver det også derefter. Så vil røgen ikke rigtig lette. Det er jo et offerbål, ikke?

Kim Larsen tænker en ny cigaret og puster røgen ud i rummet. God effekt. Han får et drilsk, drenget grin på. Den sidste bemærkning får lov at hænge i luften sammen med røgen fra cigaretten.

Når først du har lavet et musikstykke, kan du så se, hvad der kan bruges til – om det dur til en festival eller en konfirmation?

– Ja, ja. Det kan jeg da godt se. Men det er ikke noget, jeg tænker på, når jeg laver musikken. Det ligger også i sagens natur: Musikken laver for det meste sig selv.

Det siger alle kunstnere om det, de laver: “Det laver sig selv”. Kan man virkelig ikke komme det nærmere?

– Altså, det betyder jo ikke, at man går og danderer den. Man går jo og tænker på det hele tiden. Musikken er hele tiden i hovedet og bevidstheden. Hvis jeg vågner om natten med bare en halv melodi-strofe, så er det ind på båndoptageren med den. Det er de lektier, man er nødt til at læse. Det er man nødt til.

– Men hvis din bevidsthed – eller underbevidsthed i sløvere perioder – hele tiden er skærpet, så er du parat til at modtage inspirationen. Lige så snart den kommer. Og den kan altså komme på de mest irriterende tidspunkter.

Er det lidt af en besættelse, når inspirationen kommer?

– Ja, det kan det godt være. Men en dejlig besættelse. Jeg har aldrig oplevet, at det har været ubehageligt. Det er bestemt en gave.

Men der kommer både lyse og dystre sange ud af det?

Hans ansigtsudtryk ændres. Han er en lille smule forundret over spørgsmålet, som han ikke genkender sig selv i.

– Jeg synes ikke, at jeg laver nogen dystre sange. Jeg kan godt lave sørgmodige sange, men jeg synes altid, der er et eller andet håb i dem. Faktisk ligger det i min natur. Jeg er optimistisk.

Håbløs optimist?

– Ikke håbløs. Håbefuld optimist. At lave musik ligger uden for egoet. Det er også derfor, at jeg aldrig har fået nogen anfægtelser over det, jeg laver. Når jeg har stået på en scene og oplevet at blive tiljublet, har jeg aldrig fået anfægtelser. For jeg ved godt, at det lige så godt kunne være “ham ved siden af”, der blev tiljublet.

– Det er så tilfældigt. Nu blev det så bare mig, der skulle stå der, da det blev besluttet, hvem der skulle være postbud, og hvem der skulle være sanger. Vores ærinder er næsten de samme. At komme med et brev. En meddelelse. Og så det gør jo ikke noget, at jeg selv har skrevet brevet, vel? Jeg er sådan en budbringer.

Budbringer
Kim Larsen bestiller en ny Tuborg Super Light fra baren i den lille vinstue. Der er godt tilrøget i lokalet. Men der er hyggeligt, og oven over os – i loftet – længer et portræt af Larsens gamle makker, Erik Clausen. Kim Larsens private “skytsengel” og kollega fra Det dårlige Selskab. Ham kender vi også. Der indfinder sig en næsten hjemlig atmosfære denne eftermiddag på Lørups.

Hvis vi går med til at kalde dig budbringer, hvad er det så, du bringer bud om med din musik?

– Det er noget, som kommer ovenfra. Og her tænker jeg ikke bogstaveligt på Clausen, som hænger oppe i loftet. Jeg tror på Gud, eller jeg vil i hvert fald gerne. Det er – for mig at se- det vigtigste: At man vil. De steder, hvor troen ikke slår til, kan viljen slå ind. Og selvom viljen kun er af sølv og troen af guld … er der sølv også meget godt. Jeg har, klart, en religiøs digter i mig.

Er du så en slags salmedigter?

– Nej, det synes jeg nu ikke. Salmer er jo en hyldest til Gud, og det har jeg altid haft det lidt svært med. Jeg ved godt, de siger, at Kingo og Brorson var de store salmedigtere. Men jeg har altid syntes, de var lidt af nogle fedterøve.

– Der er altså meget “O’, du store”, “O’, du salige”, du ved, over Brorson og Kingo. Hvis jeg var Gud, så ville jeg tænke: “Hold nu op! Lad mig være i fred”. Al den lovsang kan godt blive for meget.

Kim Larsen mener, hvad han siger. Og han ved godt, det provokerer nogle. Men det får være. Nogle mennesker kan føle deres tolerancetærskel overskredet, når de hører Kim Larsen sige “sgu” og “fanden” i hver anden sætning, mens Larsen selv føler ubehag, når han ser religionen fremstillet på en udbasunerende måde.

– Selvfølgelig er der da også salmevers, som betager mig dybt. “Gik alle konger frem på råd i deres magt og vælde. De mægted’ ej det mindste blad at sætte på en nælde”. Det er gudbenådet poesi.

– Den 23. salme. “Herren er min hyrde”, kan jeg godt lide. For det er ikke sådan en fedte-salme. Den forholder sig meget nøgternt til det at tro, det, der er større end én selv.

Men du regner dig selv for at være kristen?

– Jeg er opdraget med en kristen moral. Så dybest set er jeg kristen. Alligevel kommer jeg kun i kirke juleaften. Der kommer jeg til gengæld også. Men jeg følger ikke rigtigt dogmerne, hvis det er det, du mener …

Lærte at være
Kun tyve kilometer fra, hvor vi sidder og snakker, ligger Kerteminde. Her boede Kim Larsens morfar. Han var degn og har betydet meget for Kim Larsens kristendomsopfattelse – og i livssyn i det hele taget.

– Min morfar var landsbyskolelærer uden for Kerteminde. Der voksede min mor op. Min morfar var meget snu. Hvis børnene for eksempel skulle lære om Grønland, så hængte han et eller andet undseeligt billede op af en hundeslæde. Og så lagde han et stykke sort klæde henover.

– I timerne sad ungerne og gloede, mens min morfar snakkede om Grønland. De var totalt motiverede og sugede viden til sig. Og så endelig – vups! – tog han klædet af, og så var der en hundeslæde. Det er det, jeg kalder hokus-pokus. Det kunne han, og det har jeg prøvet at lære af.

– Da jeg var lille, ville jeg altid gerne med, når min morfar skulle ned i Brugsen. Der var et par kilometer at gå, og min morfar kunne millioner af historier, som han fortalte på vejen. Der fik jeg dem alle sammen: Odysséen, bibelhistorien og hele balladen.

– De fleste historier, der står i Bibelen, er gode. Så det har jeg med i min opdragelse.

Vi bliver forstyrret et kort øjeblik. Kim Larsens manager, Frank Steen, kommer hen til os. Han har været i nærheden under hele interviewet, men nu er han nødt til at smutte. De to giver hinanden et venskabeligt, men hurtigt og meget mandigt kram, som efterfølges af et lille hårdt slag på skulderen. For lige at understrege, at de jo begge er mænd med stort M.

“Vi ses, du gamle. Kommer du i kirke på søndag?” Frank Steen har drillet Kim Larsen med, at han skulle interviewes om kristendom og kirke. Og spørgsmålet skal næppe tages alt for bogstaveligt. Svaret bliver da også blot en mild, gnæggende latter.

Frygter ny pietisme
Hvad er dit forhold til kirken?

– Den siger mig ikke så meget. Kirken er gået lidt af mode for tiden, og så kommer den på mode igen, tror jeg.

Men sagen er vigtigere end som så for Kim Larsen. Han er nemlig ikke helt ligeglad med kirkens udvikling. Måske utilsigtet, men alligevel. Han løfter pludselig stemmen, der i forvejen – fra naturens hånd – er kraftig, så de fleste gæster omkring os kan høre, hvad han siger.

– Jeg frygter, at vi står foran en ny pietisme, så pas på: I natbordsskuffen ligger Bibelen sort som en panter. Den ligger lige på spring. Jeg synes, der er klare tendenser i tiden: Lars von Tier laver en skinhellig film (“Breaking the Waves, red.), samtidig med at han laver reklamer for Ekstra Bladet. Det er moralsk forkasteligt. Og Bille August laver “Jerusalem”, samtidig med at han optræder i reklamer for SAS. Det er uærligt.

– Når den der skinhellighed pludselig begynder at tone frem på lærredet, så viser jeg foragt.

– Du ser det tit, når en befolkning i lang tid har været ureligiøs, eller i hvert fald ikke bevidst troende. Så kommer der en raptus – bang! – og folk bliver så skinhellige, at det ikke er til at holde ud. Den form for religion bryder jeg mig ikke om.

– Jeg tror nok, at kirkerne skal blive fyldte igen. På godt og ondt. Jeg skal ikke derhen. Det vil jeg bare sige. Kun juleaften.

Hvorfor skal du ikke derhen?

– Fordi jeg synes, præster er kedelige at høre på. Jeg tror, at de er uddannet for meget. De har været igennem den der universitets-kværn, der gør, at de fleste af dem ikke har berøring med folk. De bliver for skriftkloge.

– Jeg har ikke noget imod skoling. Hverken inden for musik eller “prædikevæsenet”. Men præster ved jo ikke engang, hvordan de skal holde en prædiken. De kan ikke fange folk og fortælle dem, hvad de skal tro på.

– Det er ikke, fordi de skal hælde svovl i hovedet på folk. Men tidens præster er nogle dårlige taler – for at sige det rent ud.

Men hvis ikke præsterne kan fortælle folk, hvad de skal tro på, hvem kan så?

– Tja, det kan du selv. Hvert enkelt menneske. Vi er alle nødt til at tro på noget, som er større end mennesket. En utopi – om det nu er Gud eller nogle mål i livet – som du ikke kan opnå, men du alligevel prøver at nå. Du er nødt til at have nogle idealer.

Har dine idealer ændret sig, efterhånden som du er blevet ældre?

– Nej, ikke væsentligt. De idealer, jeg havde, da jeg var tyve, har jeg stadigvæk. Jeg er udsprunget af et grundtvigsk miljø. Min traditionelle politiske baggrund er Georg Brandes, Grundtvig og Hørup. Altså en samfundskritisk tænkning.

– Men jeg har aldrig været socialist. Jeg synes, at tanken om at dele med hinanden er dejlig. Men i bund og grund er det jo også en kristen tankegang.

Vi skæver op til Clausen, der hænger i loftet over os. Han og Larsen har diskuteret det her tusindvis af gange. De er aldrig blevet enige. Grundtvig eller Marx, Kim Larsen må – om nogen – kunne sige det her på en jordnær måde. Spørgsmålet er uundgåeligt.

Hvad er så dine idealer?

– At man skal være ærlig. Man skal lave være med at snyde andre mennesker. Man skal være tro mod sin sjæl.

Kim Larsen peger på ølflasken foran sig: – Jeg vil for eksempel ikke spille ved grønne koncerter. I halvfjerdserne ville ingen kunstnere havde gjort det. Hippierne havde sagt nej, hvis Tuborg havde spurgt dem dengang. Jeg siger nej også i dag. Det er nok, at vi skal drikke deres lort. Jeg gider ikke at reklamere for det.

– Jeg bliver forstemt, når jeg ser en mand som Jacob Ludvigsen, der i sin tid var med til at åbne Christiania. Nu laver han reklamer for Tuborg Squash. Det er edderma’me en nedtur, må jeg sige.

Udsalg af idealer
Har 68-generationen solgt ud af sine idealer?

– Ja, men det er ikke bare 68erne. De skal ikke have skyld for alt. Der er for eksempel heller ikke mange punkere tilbage. Dem, der var det, har fået jakkesættene på – og “Sort Sol” går i dag rundt med Carlsberg-kasketter. De latterliggør deres egen fortid på en måde.

– Jeg synes, det er vigtigt, at man holder fast i de idealer, man havde, dengang man var tyve. Selvfølgelig har man taget fejl engang imellem. Men grundholdningen fra dengang skal man holde fast i. Ellers står man jo heller ikke til troende nu. Der skal være et eller andet at holde fast i.

Er rodløsheden problemet i dag?

– Ja, helt klart. Tidens kommercialisering. Folk skifter holdninger, som de skifter jakkesæt. Det er også derfor, jeg hader sådan et ord som “livskvalitet”. Man kan slet ikke bruge ordet kvalitet om livet. Det kan man bruge om en vare.

– De tror, de kan gøre alting til en vare. De tror, de kan gøre menneskelivet til en vare. Men det kan de ikke. Ikke mit i hvert fald.

– Du kan heller ikke bruge ordet kvalitet om musik. Der skal vi også have nogle idealer at holde fast i. Vi skal bruge ordene rigtigt, for man kan godt tale om “god” og “dårlig” musik. Det handler om, om du kan mærke, det er ægte. At den er der. At det er ærligt. Hvad enten det er Johan Sebastian Bach eller Elvis Presley.

Mange opfatter Kim Larsen som lidt prosaisk. I hvert fald er han jordbunden og har gjort det til en del af sit image – som han sidder der i sin slidte jakke, ubarberet og med tjavset hår. Men han tror på det, som kommer indefra. På det ægte.

– Da jeg var 12 år, hørte jeg Little Richards “Lucille” på grammofonen. Det var første gang, jeg oplevede ukontrolleret, musikalsk glæde. Jeg fløj … op imod himlen og kyssede Gud i måsen.

Er det sådan, du gerne vil have, at folk får det, når de hører din musik?

– Ja, så bliver jeg glad. I den forstand håber jeg, det er rigtigt, at jeg er folkelig. Men ægte folkelighed kræver, at der også er nogle intellektuelle, som kan lide det, jeg laver. Tankemenneskene skal være med, ellers er det ikke godt nok.

Om Lidt

Om lidt blir her stille
om lidt er det forbi
fik du set det du ville
fik du hørt din melodi

Forladt og alene
danser cirkusprinsessen rundt
går i stå på sin line
i et sanseløst sekund

Om lidt, om lidt er vi borte
vi ses måske igen

Kim Larsen 1986

Denne Kim Larsen-sang synges til flere og flere begravelser i danske kirker, senest blandt andet til afdøde forsvarschef H. J. Gardes bisættelse.